Faaborg Værft A/S har indgået kontrakt med de tyske myndigheder om bygning af 7 multiarbejdsfartøjer til uddybnings- og vedligeholdelsesarbejder på de tyske floder.
Fartøjerne udrustes med bl.a. hydrauliske gravemaskiner samt hydraulisk positioneringsudstyr.
Faaborg Værft A/S har i december 2009 leveret et tilsvarende fartøj til den samme kunde, som er imponeret over værftets håndtering af det højteknologiske fartøj, som er udviklet specielt til de specifikke indsatsområder.
Værftet har igennem årene leveret arbejdsfartøjer til de tyske myndigheder, og de gode erfaringer fra tidligere samarbejder, har været en væsentlig faktor for indgåelsen af ny ordre.
Faaborg Værft A/S har i skarp konkurrence med andre europæiske værfter, heriblandt fra Tyskland og Holland, fået denne ordre i hus.
Faaborg Værft A/S skal over de næste to år leverere fartøjerne til forskellige destinationer på det tyske flodsystem.
Sideløbende med denne ordre servicerer Faaborg Værft A/S også andre offentlige og private kunder med bl.a. reparationer, ombygninger og vedligeholdelse.
Den nye ordre sikrer beskæftigelse til værftets faste medarbejderstab samt til et antal underleverandører.